fredag den 11. marts 2016

Plads til begejstring...eller hvad?

Noget om kunsten at lade sig begejstre 'med måde'

En skøn forårsfredag med blå himmel må lokke begejstringen frem i de fleste. Jeg er næppe alene om at nærmest hoppe af glæde, når jeg bevæger mig udenfor. Mere præcist i min elskede have. Jeg har oveni lige haft en rigtig god video-samtale, som vækkede en hengemt arbejdsbegejstring i mig. Det hele pibler frem, både i min have og mit hoved og jeg bliver så begejstret og ivrig, at der ikke går ret lang tid før jeg mærker, at det tipper over og pludselig føles belastende at være så begejstret. For det er som om det bare hober sig op i mig, jeg vil alt for meget på én gang, jeg ender med hverken at kunne fokusere eller vælge og til sidst bliver jeg træt, måske endda mut. Men især træt. Så meget begejstring og så kort tid at nyde den i. Jeg ender med at fundere over selve begrebet begejstring. Hvad ligger der egentlig i det? Noget af det jeg i min studietid som lærer holdt mest af var vores fænomenologiske samtaler i kristendom. Vi kunne fx undersøge begrebet begejstring. Hvad betød det? Det blev en slags rejse ind i et begrebs dna. Og en abstrakttænkende hjerne som min savlede over den slags samtaler. Jeg savner de samtaler, men holder dem mest med mig selv i dag, faktisk nok for at tøjle min sårbare begejstring.

En søgning på nettet på ’begejstring’ fører mig hurtigt frem til ’Borgerlyst’ – et projekt af to initiativtagere der i 2010 søsatte et borgerdrevet projekt med begejstring og engagement som omdrejningspunkt inden for alle lokalt forankrede områder. Et projekt der sidenhen har forgrenet sig i nye begejstrings-initiativer, kan jeg læse mig til på deres hjemmeside.

Begejstring var på mange måder nok et fy-ord under finanskrisen. En slags drøm de færreste havde råd til at prioritere, fordi livet pludselig handlede om overlevelse. Vi kom fra en økonomisk begejstringskultur og skulle redefinere dén begejstring, fordi samfundsøkonomien pludselig var radikalt forandret. Og ikke overraskende har det været uafhængige initiativer som fx Borgerlyst, der turde sætte fokus på, at et samfund er nødt til også at bygge på begejstring for at kunne udvikle sig. En ikke-økonomisk begejstring med rødder i ’humanistisk rigdom’ kunne man vel kalde det. Selv var jeg meget optaget af at studere leg i de år. Set i bagspejlet har dét vel også været en måde dykke ned i begrebet begejstring. Det der virkelig skaber glæde.

Så jagten på begejstring fylder altså meget de her år. Om vi er der i praksis ved jeg ikke. Mere end nogensinde flyder de sociale medier over med noget der signalerer begejstring. Smukke billeder af alt her i tilværelsen, redigeret med det rigtige filter. Jeg er selv meget begejstret for de muligheder sociale medier giver, jeg fristes dog til at påstå, at vi er i fare for at reducere begejstring til et smukt stilleben, et færdigt resultat. Men begejstring må og skal være mere end æstetik. Begejstringen ligger også i processen og i deltagelsen. Det bør den gøre. Men deri ligger faren måske også...
Jeg har været involveret i flere frivillige projekter, der i høj grad har været baseret på begejstring. Faktisk er det som om at jo færre penge der har været i et projekt, jo større behov for begejstring for at holde dampen oppe. Især i kølvandet på finanskrisen. Hvor der var begejstring var der vej. Jeg har i den forbindelse helt klart erfaret, at begejstring kan være en hæmsko. Den kan gøre det svært at sige nej, holde igen, acceptere nederlag eller modstand. Især hvis man som jeg har en evne til at blive virkelig begejstret.

Min videre søgning på nettet om begejstring bringer mig nemlig til arbejdsmiljøforskning.dk, hvor man forsker i ’Stressforebyggelse i videnarbejdet – mellem begejstring og belastning’. Ah...så det er altså ikke bare mig, der er i fare for at gå hurtigt fra den ene yderlighed til den anden. Det er måske ligefrem begejstringens skyggeside. Og når man som jeg har en hjerne, der er varigt påvirket af langvarig stress, ja så giver det jo endnu bedre mening at vejen fra begejstring til belastning er så kort.
Jeg har søgt rigeligt for i dag. Og endda kun skimmet de to hjemmesider hurtigt. Jeg er begejstret over al den spændende viden jeg har lyst til at dykke videre ned i, men mærker belastningen allerede efter en halv times søgning. Det stemmer godt overens med, at jeg for nylig aftalte med mig selv, at den viden jeg primært opsøger fremadrettet skal være hands-on brugbar. Dvs at den kan omsættes til viden om hvordan man fx beskærer roser, porcherer et kyllingebryst eller lign. Ikke-konkret viden hober sig nemt op i mit hoved, der ofte føles som en overfyldt gammel harddisk. Og bliver dermed til en belastning. Det er en balance jeg stadig arbejder på at finde...


Jeg ved ikke præcis hvor jeg vil hen med det her, måske er det bare min måde at føre en samtale med mig selv om begrebet begejstring. En samtale, der ikke behøver klare pointer eller konklusioner. Udgangspunktet var, at jeg var ved at snuble i min egen begejstring og havde brug for at stoppe op og få styr på mine tanker for at undgå den drændende belastningsfølelse. Og nu går jeg så ud i min have igen med ny, men tøjlet begejstring. 

søndag den 22. november 2015

Efterår på planteskolen


Normalt er det virkelig svært for mig ikke at købe noget med hjem på et planteskolebesøg. De ved hvordan de skal lokke - med sæsonens blomster og planter og drømmen om en paradisisk have...men jeg har opdaget, at jeg med et (godt) kamera kan begrænse min købelyst, fordi jeg på den måde alligevel får noget af alt det skønne med hjem. Så bevæbnet med min søns nye digitalkamera tog jeg på Aldershvile planteskole i Bagsværd for nogle uger siden. Det var dengang det var efterår. 













fredag den 26. juni 2015

Noget om studenterkørsel og drømme


Slutningen af juni er studentertid. Det vrimler med studenter overalt. Først ser man en enkelt studenterhue her og der, og pludselig er de alle vegne, de stolte unge mennesker med hvide huer - lidt som dronningebuskene, der lyser op i landskabet i samme periode. Studentertid er også refleksionstid. Måske ikke for studenterne selv, der ofte ligger i sprit i den periode, men så for os andre der har været der engang. De første år efter jeg blev student, havde jeg stort behov for at lægge distance til studentertiden. Nu var jeg jo ude ovre den tid selv. Jeg var blevet voksen. Så synet af studentervogne var i de år forbundet med en vis hovéren. 'Nårh, de er først lige blevet studenter. Ja det har vi andre jo været i to år'. I dag hvor jeg er i 40'erne ser jeg på tiden med lige dele nostalgi, lettelse og overbærenhed. Studentertiden er kort, intens og næppe som nogen anden tid, der kommer senere i livet.


Det bedste ved selve dagen, hvor vi kørte rundt i studentervognen, var selve køreturen. Det at være på vej. Det var sjovt at stå bagved i lastbilen og råbe og synge og vinke til forbipasserende biler. På det område ser det ud som om nogle ting ikke har ændret sig i dag. Og det var sjovt at ankomme til et sted og tage afsted igen. Men at nå til endemålet og festen for natten husker jeg ikke som noget særligt. Jeg husker faktisk, at vi var et par stykker, der tog fra festen i Dragør tilbage til Indre by i København og endte på et lidt tamt værtshus med nogle lidt for voksne typer, der spyttede i deres vinglas og slet ikke var høje på livet som os studenter. Og det var så den dag. Der var festerne de efterfølgende dage, men det var klart dén køretur, der var højdepunktet. Det var der hvor følelsen af alt kunne ske var stærkest. 

Og nu kører de der så igen, studenterne. Jeg trykker på bilhornet og vinker op til dem, når jeg passerer dem på vejen, som om vi har noget sammen dér. Jeg var der engang. De er der nu. Men de glade studenter er i deres egen verden og vinker måske mest af alt til deres eget spejlbillede i mig. Et billede af forventninger, håb og drømme. Det er også ok. Tænk hvis de så, at de faktisk vinker til mennesker, der er på vej på arbejde, på vej hen og hente børn inden institutionen lukker, på vej til hospitalet for at få besked om dén biopsi, på vej til sølvbryllup. Eller begravelse. På vej videre i hverdagen og livet. Det man for en kort stund som student kan distancere sig fra og bilde sig ind at verden vitterlig ligger fuldstændig åben, at alt er muligt. Om ikke andet end for en kort stund i studentervognen. Så jeg fortsætter med at trykke hornet i bund og vinke op til dem, når jeg ser dem, så de kan drømme videre, for drømme er vigtige.  Også selvom de langt fra altid bliver indfriet eller går i opfyldelse.

torsdag den 25. juni 2015

Noget om fugle og ting man havde glemt man havde

Jeg er begyndt at fodre fuglene i min have. Eller måske skulle jeg hellere skrive, at jeg er begyndt at lægge mad ud til fuglene med det resultat, at min have nu er invaderet af fugle. På den gode måde. Ikke på Hitchcock-måden. 
Min fuglekyndige veninde fortalte mig for nylig, at man sagtens kan fodre fuglene året rundt og det gav mig ligesom blod på tanden. Jeg har brug for rutiner, så det der med kun at fodre i vinterhalvåret - og huske det - har ikke fungeret for mig. Nu starter jeg morgenen med at lægge nogle håndfulde frø ud i fuglefoderhuset og der går ikke mange øjeblikke før en flok gråspurve har indtaget platformen. Forleden morgen tog jeg mig selv i at sidde en lille time og kigge ud på mylderet på foderhuset.

Det er sjovt at opdage værdien af ting, man hele tiden har haft. Jeg tænker her på foderhuset, men også den tykke bog om danske fugle, som min mor forærede os samtidig med foderhuset, da vi flyttede ind for 8 år siden. Jeg har kigget i den fuglebog 3 gange i alle de år. Og jeg har godt nok flyttet meget rundt på fuglefoderhuset gennem årene og tænkt det var lidt i vejen. Ak ja, man bliver klogere.
Nu sidder jeg og kigger derud igen. Lige før tror jeg, at jeg så en sortmejse. Eller var det en musvit? Jeg har virkelig svært ved at skelne, for de sidder jo ikke stille ret mange sekunder ad gangen. Jeg slår op i den nyopdagede fuglebog og synes det er lidt unfair, at de skriver det er 'let at kende' en musvit. For forfatterne måske, ja, som har brugt årevis på at studere fugle, men ikke for en nybegynder som mig. 
Nu er jeg jo næsten også nødt til at anskaffe mig en kikkert....

Gråspurvene hopper lystigt rundt i hele haven og om lidt kaster de sig nok over ribsene og solbærrene bagerst i haven. Det er ok, men jeg håber vi kan lave en aftale om, at min familie og jeg så får hindbærrene og blåbærrene. I fuglekataloget fra Vivara, som jeg fik med fra min veninde, står der, at det er vigtigt at fuglene har adgang til frisk vand. Vand skal der til, mine havefugle skal ikke mangle noget. Det er aldrig for sent at blive fugleentusiast. Jeg googler fuglebade og får kaffen galt i halsen. +500 kr for et granit-fuglebad? Jeg forsøger mig med en underskål, sat ovenpå en omvendt urtepotte. Kønt er det ikke og jeg leder forgæves efter andre løsninger for at tilfredsstille mit æstetiske blik. Fuglene er nok temmelig ligeglade. En enkelt gråspurv sætter sig og snupper et par slurke vand. Jeg venter utålmodig på, at de andre gråspurve vil kaste sig taknemmeligt over vandet, men der sker ikke rigtig noget. 

Det er dét der er med den natur. Man må væbne sig med tålmodighed. Nok kan man hjælpe naturen, men man kan ikke forcere tingenes gang. Og det er jo lige præcis dét, der er så fantastisk ved at være haveejer. Der er noget her, der er større end mig. Lige uden for min terrassedør. Det giver en ro at vide, at jeg kan være nok så entusiatisk, men det er naturen der bestemmer her. Ikke mig. Jeg må bare indrette mig efter naturens eget tempo. Men et ordentligt fuglebad skal jeg nu stadig have. (Og efter jeg skrev indlægget færdigt, fandt jeg faktisk et granit-fuglebad fra Silvan, der var til at betale. Og jeg har allerede set gråspurvene muntre sig i vandet og den knap så intelligente due skide i selvsamme vand. Naturen har også sine egne tosser....)

onsdag den 24. juni 2015

Noget om stress og haveliv


'Du minder mere og mere om mormor'. Ordene kommer fra min datter. De falder typisk, når jeg står og kigger ud af stuevinduet og taler begejstret om, at der nu er mindst syv små fugle på foderbrættet. Eller når jeg prøver at dele min glæde over alle de blomster, der efterhånden er i haven. Hun har ret, min datter. Jeg minder mere og mere om min mor. Og heldigvis for det. Jeg har opdaget de små glæder i hverdagen. Måske er det alderen. Jeg er 42 år. Midtvejs i livet. Måske er det de mange års stress der endelig resulterer i noget konstruktivt: at sætte pris på de simple ting i livet. Måske er det en reaktion på den højteknologiske, digitale tid vi lever i. Faktum er i hvert fald at jeg er begyndt at interesse mig for alt det nære i naturen. Min have er på een gang blevet mit refugium, mit udendørslaboratorium og min legeplads. Jeg bliver stadig barnligt begejstret når jeg lægger frø i jorden og der kommer små spirer op, der bliver til blomster eller grøntsager. Og jeg forundres, når jeg om morgenen kommer ud og ser, at andre spirer er blevet spist, før livet for alvor nåede at udfolde sig for dem - men synderen er forsvundet. Er det snegle, der har været på rov? Larver? Fugle?

Jeg har været haveejer i præcis 8 år i går, d. 23. juni. De første mange år har min have bare været et ukendt land for mig. For det første bar den helt klassisk præg af at været tilgroet med buske og træer, der havde set bedre dage. Vi overtog hus og have fra en afdød ældre dame, der havde boet i huset siden det blev bygget i 1943. Hun havde været havemenneske, men haven bar præg af, at hun ikke havde haft kræfter til at passe haven, de sidste år inden hun døde. For det andet kunne jeg slet ikke overskue haven, for der var rigeligt at gøre indendørs. Vi fejrede overtagelsen med vand i kælderen i forbindelse med et skybrud, få timer efter vi havde overtaget nøglerne til huset. 


Først for et par år siden begyndte jeg at bevæge mig ud i haven med det formål at foretage mig noget derude. Og det var små spæde skridt jeg tog. De første år forsøgte jeg mig med krukker på terrassen. Jeg vandede dem som vinden blæser og de fleste overlevede ikke en sommersæson og jeg forstod reelt ikke hvorfor. Jeg lod desuden alt gro i jorden, fordi jeg ikke kunne kende forskel på ukrudt og blomster.
Men sidste år tog haveeventyret fart, da vi købte genboens brugte drivhus og satte det op i vores egen have. Siden da er der sket en del. Vi startede fx ud med 9 tomatplanter i det lille drivhus sidste år (plus det løse såsom chiliplanter). Det var lige i overkanten. I år har vi 3 tomatplanter og udbyttet ser ud til at blive det samme som sidste år. Man lærer hele tiden...

Det lå ikke i min opvækst, at jeg skulle blive havebegejstret. Jeg er vokset op i København det meste af mit liv. Ind til for få år siden dækkede jeg mig ind under det brede begreb 'forårsblomster', når krokus, vintergækker og andet godt piblede op af jorden i det tidlige forår.
I dag ved jeg mere. Jeg ved også, at der så umådelig meget, jeg stadig ikke ved noget om, når det gælder haver. Ja, når det gælder alt her i livet. Men især haver.

Vi fik penge tilbage i skat i år og vi kunne have taget på en dejlig ferie, betalt kassekreditten ned eller malet hele huset indvendig, men vi har prioriteret anderledes. Pengene ligger i haven. Altså ikke i bogstaveligste forstand, men i form af buske, stauder, højbede, krukker, jord. Det er dyrt at opdage havelivet...

Til gengæld er det den bedste investering, vi har gjort længe. Udbyttet kan måles i blomster, krydderurter og gulerødder. I summende bier, duftende roser og smukke former og farver, der glæder øjnene. Selvforsynende bliver vi aldrig, men det er heller ikke pointen. Det er hele 'fra jord til bord' tanken der er det væsentlige. At vi er med hele vejen og følger processen med tålmodighed. Sådan da...

Jeg har opdaget i hvor høj grad haveliv handler om rutiner og struktur. To ting der ikke har været min stærke side i mange år. Ja, stort siden vi flyttede ind, fordi mit arbejdsliv kort efter ramlede på grund af sygdom og årevis med stress fulgte efter i håb om at genskabe et arbejdsliv igen. Endnu en årsag til mit manglende fokus på haven. Nu føles det som jeg starter helt forfra. Jeg skaber mig et arbejdsliv i min have, men jeg skaber meget mere end det.
Haven er et godt sted at genopbygge rutiner og strukturer. Der er planter, der skal gødes og vandes, ukrudt der skal fjernes, afblomstrede blomster der skal klippes af så nye kan vokse ud. Græs der skal slås. Og sådan kunne jeg blive ved. Nogle dage er min rutine bare at være ude i haven uden formål. Min langtids-stressramte hjerne magter ikke altid så meget og selvom jeg har tendens til at blive frustreret over, at jeg tit er for træt til at foretage mig noget 'nyttigt' i haven, tænker jeg det samtidig er en god måde at lære at acceptere, at jeg er hvor jeg er lige nu og nyde det der er.

Jeg har derfor også brugt en del krudt på at indrette gode steder til pauser i haven. Længe leve genbrug og tak til de af mine naboer på vejen, der ikke længere ville have deres havebænk og fletstole. Nu har jeg lavet en hyggekrog på terrassen, som også min datter har taget til sig. Man kan sidde der i al slags vejr. Pauser er vigtige. Især for en stressramt hjerne som min. Og så er vi tilbage til udgangspunktet for indlægget her. At jeg ligner min mor mere og mere. Hun flyttede på landet, da jeg var flyttet hjemmefra og her boede hun i 18 år og dyrkede egne grøntsager og skabte den mest vidunderlige staudehave. Hun har i mange år vidst, hvad jeg kun er ved at opdage nu. At det er i haven - stor eller lille have, by eller land - at livet udfolder sig for alvor. Det er her man finder hele livets gang på mikroplan. Det er her man finder glæde, ro, skønhed, undren, udvikling, afvikling, frustration og ikke mindst accept. Det er her fødsel og død finder sted i evig vekselvirkning. Måske det kan hjælpe een som mig til at lære at leve med mit sentimentale sind, der ikke bryder sig om forandring og som hader tanken om, at dét som var ikke kommer igen. For måske kommer det alligevel igen, på sin egen måde. I sin egen form. Der kommer altid en sommer til, ikke identisk med den forrige, men lige så berigende. Det kan godt være det er tissekoldt i år, men det gør jo ikke sommeren og haven mindre smuk. Jeg tror faktisk jeg lige vil gå ud og se hvad der er sket siden i morges....

fredag den 2. maj 2014

The power of imagination

- A blog post about a disfunctional brain, imagining things and the joy of a greenhouse.

(see more pictures in the end of the blog post)

I used to blog the way I draw now. I just started writing something and words came easy for me. I did not draw at all back then. I was a writing kind of person. I wrote on a daily basis, all kinds of stuff: blog posts, articles, ideas, letters. 
Then a depression got me and I stopped writing and started drawing. But when the depression was over the words did not come back. My mind did not function like it used to. And I was busy drawing anyway. I've since then been diagnosed with fibromyalgia and one of the things that affects me the most is - besides being tired - that I feel 'cognitively challenged'. I have trouble remembering words, I forget easily and can't concentrate for long without being super tired and then I need to sleep. Often several times a day. Sometimes not for long, but my brain shuts down and needs rest.

I'm glad I got back to drawing again. It's a huge unexpected gift in my life, but I miss being able to gather my thoughts. My mind often feels like a pinball machine of thoughts. When it's really bad I can physically feel the pressure in my head. It's not a headache. It's a pressure that makes me unable to go from thought to action. I feel paralized in a way.

I'm calling this blog 'The faculty of imagining' because the idea of imagining something - in all aspects of life - is essential for me. I guess for all of us, really. What would life be without imagination, without imagining things? 

On a personal level I have two projects of imagining that I want to focus on. One is my blog. I'm imagining that getting back to writing in some extend can be helpful for my brain. Second project is my new greenhouse. Well, it's really not new. It used to belong to our neighbor but for several years she did not use it and I caught myself constantly looking into her garden, imagining what a life with a greenhouse would be. I ended up asking her if she would sell it and she said yes. Double happiness. 

I don't know how much we have saved buying it from her, it needed new glass for the top windows, lots of bits and pieces were missing, but I still like the idea of recycling what was already there, knowing she used to enjoy spending time in the greenhouse. We even got a wine from her which should give the best grapes. The greenhouse has good karma...

It took some time to get the greenhouse up. We got the bricks for the floor from my mother who lives an hour away from us. She has a greenhouse too. It required some driving back and forth to get all the bricks to our place. But now the greenhouse is up and I had no idea how much I was going to love that little space. 

The greenhouse is up, with room for a little veggie garden outside

I have the ability to kill almost any plant. At least I used to. Usually because I forget to give them water. My house is full of things I have to remember like any modern family: laundry, making food, cleaning, calling doctors etc. And my mind is full of random thoughts not connecting. I simply forget the plants in this inferno of things I have to remember and organise, physically or mentally. And then they die right in front of me and I often don't notice until the plant is brown and dusty. 
This is where the greenhouse comes in handy. I keep it nice and clean (it's been up for 3 days but anyway...), there's no laundry or to-do lists lying around. It's a Zen-space. I go there to relax and to focus on the plants. We have flowers and all sorts of eatable things: tomatoes, chili, salat, melon, grapes. I keep it simple and beautiful unlike my house which is most often a mess. The flowers are important for me artistically. I'll use them for drawing inspiration. The veggie part is indeed about imagining and watching things grow.

I may not be able to gather my thoughts throughout the day but the greenhouse space is becoming a place I can go to to quiet my mind. At least for a moment.
The garden outside the greenhouse isn't that big, but still it's big enough for me to get easily overwhelmed. What's to keep and what's to remove? How do you handle an appletree?... it's like level 7 in gardening and I'm on level 1. 

Small things growing in pots in the greenhouse

When we first moved in 7 years ago I had tons of plans for the garden, only I never saw myself in the process of creating the garden I wanted. I just imagined it being done. I was all in my head in every aspect of my life. And then life got in the way and there wasn't any energy to focus on the garden anyway. Now I'm getting aware of the importance of being present in the things I'm imagining. And it starts with 7 squaremeters of gardeing, mostly in pots and jars. Within a few months the greenhouse will be a green cave. Can you imagine how exited I am?










 Is this eatable??







fredag den 5. juli 2013

Murals

I'm really fascinated with murals in general and for the past couple of months I've been focusing on murals in my own personal creative process. I use Molotow markers for now, but I'm looking into spray cans and airbrush these days. I've searched for inspiration online and below are some of the videos I've found. I'm not really into traditional grafitti, probably because I'm not part of that culture, but I love the idea about the public space as a gallery open for anyone. We definitely need more murals in the city I live in. If someone had told me a year ago that I would be painting walls myself I would have laughed. It's funny how life can take you into unexpected directions. I absolutely love drawing on walls now. 
Last video is my own. I hope I will be able to create murals outside eventually.
If you happen to be danish I did a blog post about murals back in 2010 after a visit to San Francisco that became a bit of an eyeopener for me regarding murals and street art. You can read it HERE.


Artists Work X Gary Fernandez from Overall Murals on Vimeo.

Gold Lane Mural Subiaco from Chad Peacock on Vimeo.

Hey Apathy! Wall Mural from BizMedia on Vimeo.

Migo & Frannerd from frannerd on Vimeo.

Claudio Ethos - Casa Das Caldeiras from Jared Levy on Vimeo.

Hush "Twin" Opening at New Image Art from G7D on Vimeo.