fredag den 26. juni 2015

Noget om studenterkørsel og drømme


Slutningen af juni er studentertid. Det vrimler med studenter overalt. Først ser man en enkelt studenterhue her og der, og pludselig er de alle vegne, de stolte unge mennesker med hvide huer - lidt som dronningebuskene, der lyser op i landskabet i samme periode. Studentertid er også refleksionstid. Måske ikke for studenterne selv, der ofte ligger i sprit i den periode, men så for os andre der har været der engang. De første år efter jeg blev student, havde jeg stort behov for at lægge distance til studentertiden. Nu var jeg jo ude ovre den tid selv. Jeg var blevet voksen. Så synet af studentervogne var i de år forbundet med en vis hovéren. 'Nårh, de er først lige blevet studenter. Ja det har vi andre jo været i to år'. I dag hvor jeg er i 40'erne ser jeg på tiden med lige dele nostalgi, lettelse og overbærenhed. Studentertiden er kort, intens og næppe som nogen anden tid, der kommer senere i livet.


Det bedste ved selve dagen, hvor vi kørte rundt i studentervognen, var selve køreturen. Det at være på vej. Det var sjovt at stå bagved i lastbilen og råbe og synge og vinke til forbipasserende biler. På det område ser det ud som om nogle ting ikke har ændret sig i dag. Og det var sjovt at ankomme til et sted og tage afsted igen. Men at nå til endemålet og festen for natten husker jeg ikke som noget særligt. Jeg husker faktisk, at vi var et par stykker, der tog fra festen i Dragør tilbage til Indre by i København og endte på et lidt tamt værtshus med nogle lidt for voksne typer, der spyttede i deres vinglas og slet ikke var høje på livet som os studenter. Og det var så den dag. Der var festerne de efterfølgende dage, men det var klart dén køretur, der var højdepunktet. Det var der hvor følelsen af alt kunne ske var stærkest. 

Og nu kører de der så igen, studenterne. Jeg trykker på bilhornet og vinker op til dem, når jeg passerer dem på vejen, som om vi har noget sammen dér. Jeg var der engang. De er der nu. Men de glade studenter er i deres egen verden og vinker måske mest af alt til deres eget spejlbillede i mig. Et billede af forventninger, håb og drømme. Det er også ok. Tænk hvis de så, at de faktisk vinker til mennesker, der er på vej på arbejde, på vej hen og hente børn inden institutionen lukker, på vej til hospitalet for at få besked om dén biopsi, på vej til sølvbryllup. Eller begravelse. På vej videre i hverdagen og livet. Det man for en kort stund som student kan distancere sig fra og bilde sig ind at verden vitterlig ligger fuldstændig åben, at alt er muligt. Om ikke andet end for en kort stund i studentervognen. Så jeg fortsætter med at trykke hornet i bund og vinke op til dem, når jeg ser dem, så de kan drømme videre, for drømme er vigtige.  Også selvom de langt fra altid bliver indfriet eller går i opfyldelse.

torsdag den 25. juni 2015

Noget om fugle og ting man havde glemt man havde

Jeg er begyndt at fodre fuglene i min have. Eller måske skulle jeg hellere skrive, at jeg er begyndt at lægge mad ud til fuglene med det resultat, at min have nu er invaderet af fugle. På den gode måde. Ikke på Hitchcock-måden. 
Min fuglekyndige veninde fortalte mig for nylig, at man sagtens kan fodre fuglene året rundt og det gav mig ligesom blod på tanden. Jeg har brug for rutiner, så det der med kun at fodre i vinterhalvåret - og huske det - har ikke fungeret for mig. Nu starter jeg morgenen med at lægge nogle håndfulde frø ud i fuglefoderhuset og der går ikke mange øjeblikke før en flok gråspurve har indtaget platformen. Forleden morgen tog jeg mig selv i at sidde en lille time og kigge ud på mylderet på foderhuset.

Det er sjovt at opdage værdien af ting, man hele tiden har haft. Jeg tænker her på foderhuset, men også den tykke bog om danske fugle, som min mor forærede os samtidig med foderhuset, da vi flyttede ind for 8 år siden. Jeg har kigget i den fuglebog 3 gange i alle de år. Og jeg har godt nok flyttet meget rundt på fuglefoderhuset gennem årene og tænkt det var lidt i vejen. Ak ja, man bliver klogere.
Nu sidder jeg og kigger derud igen. Lige før tror jeg, at jeg så en sortmejse. Eller var det en musvit? Jeg har virkelig svært ved at skelne, for de sidder jo ikke stille ret mange sekunder ad gangen. Jeg slår op i den nyopdagede fuglebog og synes det er lidt unfair, at de skriver det er 'let at kende' en musvit. For forfatterne måske, ja, som har brugt årevis på at studere fugle, men ikke for en nybegynder som mig. 
Nu er jeg jo næsten også nødt til at anskaffe mig en kikkert....

Gråspurvene hopper lystigt rundt i hele haven og om lidt kaster de sig nok over ribsene og solbærrene bagerst i haven. Det er ok, men jeg håber vi kan lave en aftale om, at min familie og jeg så får hindbærrene og blåbærrene. I fuglekataloget fra Vivara, som jeg fik med fra min veninde, står der, at det er vigtigt at fuglene har adgang til frisk vand. Vand skal der til, mine havefugle skal ikke mangle noget. Det er aldrig for sent at blive fugleentusiast. Jeg googler fuglebade og får kaffen galt i halsen. +500 kr for et granit-fuglebad? Jeg forsøger mig med en underskål, sat ovenpå en omvendt urtepotte. Kønt er det ikke og jeg leder forgæves efter andre løsninger for at tilfredsstille mit æstetiske blik. Fuglene er nok temmelig ligeglade. En enkelt gråspurv sætter sig og snupper et par slurke vand. Jeg venter utålmodig på, at de andre gråspurve vil kaste sig taknemmeligt over vandet, men der sker ikke rigtig noget. 

Det er dét der er med den natur. Man må væbne sig med tålmodighed. Nok kan man hjælpe naturen, men man kan ikke forcere tingenes gang. Og det er jo lige præcis dét, der er så fantastisk ved at være haveejer. Der er noget her, der er større end mig. Lige uden for min terrassedør. Det giver en ro at vide, at jeg kan være nok så entusiatisk, men det er naturen der bestemmer her. Ikke mig. Jeg må bare indrette mig efter naturens eget tempo. Men et ordentligt fuglebad skal jeg nu stadig have. (Og efter jeg skrev indlægget færdigt, fandt jeg faktisk et granit-fuglebad fra Silvan, der var til at betale. Og jeg har allerede set gråspurvene muntre sig i vandet og den knap så intelligente due skide i selvsamme vand. Naturen har også sine egne tosser....)

onsdag den 24. juni 2015

Noget om stress og haveliv


'Du minder mere og mere om mormor'. Ordene kommer fra min datter. De falder typisk, når jeg står og kigger ud af stuevinduet og taler begejstret om, at der nu er mindst syv små fugle på foderbrættet. Eller når jeg prøver at dele min glæde over alle de blomster, der efterhånden er i haven. Hun har ret, min datter. Jeg minder mere og mere om min mor. Og heldigvis for det. Jeg har opdaget de små glæder i hverdagen. Måske er det alderen. Jeg er 42 år. Midtvejs i livet. Måske er det de mange års stress der endelig resulterer i noget konstruktivt: at sætte pris på de simple ting i livet. Måske er det en reaktion på den højteknologiske, digitale tid vi lever i. Faktum er i hvert fald at jeg er begyndt at interesse mig for alt det nære i naturen. Min have er på een gang blevet mit refugium, mit udendørslaboratorium og min legeplads. Jeg bliver stadig barnligt begejstret når jeg lægger frø i jorden og der kommer små spirer op, der bliver til blomster eller grøntsager. Og jeg forundres, når jeg om morgenen kommer ud og ser, at andre spirer er blevet spist, før livet for alvor nåede at udfolde sig for dem - men synderen er forsvundet. Er det snegle, der har været på rov? Larver? Fugle?

Jeg har været haveejer i præcis 8 år i går, d. 23. juni. De første mange år har min have bare været et ukendt land for mig. For det første bar den helt klassisk præg af at været tilgroet med buske og træer, der havde set bedre dage. Vi overtog hus og have fra en afdød ældre dame, der havde boet i huset siden det blev bygget i 1943. Hun havde været havemenneske, men haven bar præg af, at hun ikke havde haft kræfter til at passe haven, de sidste år inden hun døde. For det andet kunne jeg slet ikke overskue haven, for der var rigeligt at gøre indendørs. Vi fejrede overtagelsen med vand i kælderen i forbindelse med et skybrud, få timer efter vi havde overtaget nøglerne til huset. 


Først for et par år siden begyndte jeg at bevæge mig ud i haven med det formål at foretage mig noget derude. Og det var små spæde skridt jeg tog. De første år forsøgte jeg mig med krukker på terrassen. Jeg vandede dem som vinden blæser og de fleste overlevede ikke en sommersæson og jeg forstod reelt ikke hvorfor. Jeg lod desuden alt gro i jorden, fordi jeg ikke kunne kende forskel på ukrudt og blomster.
Men sidste år tog haveeventyret fart, da vi købte genboens brugte drivhus og satte det op i vores egen have. Siden da er der sket en del. Vi startede fx ud med 9 tomatplanter i det lille drivhus sidste år (plus det løse såsom chiliplanter). Det var lige i overkanten. I år har vi 3 tomatplanter og udbyttet ser ud til at blive det samme som sidste år. Man lærer hele tiden...

Det lå ikke i min opvækst, at jeg skulle blive havebegejstret. Jeg er vokset op i København det meste af mit liv. Ind til for få år siden dækkede jeg mig ind under det brede begreb 'forårsblomster', når krokus, vintergækker og andet godt piblede op af jorden i det tidlige forår.
I dag ved jeg mere. Jeg ved også, at der så umådelig meget, jeg stadig ikke ved noget om, når det gælder haver. Ja, når det gælder alt her i livet. Men især haver.

Vi fik penge tilbage i skat i år og vi kunne have taget på en dejlig ferie, betalt kassekreditten ned eller malet hele huset indvendig, men vi har prioriteret anderledes. Pengene ligger i haven. Altså ikke i bogstaveligste forstand, men i form af buske, stauder, højbede, krukker, jord. Det er dyrt at opdage havelivet...

Til gengæld er det den bedste investering, vi har gjort længe. Udbyttet kan måles i blomster, krydderurter og gulerødder. I summende bier, duftende roser og smukke former og farver, der glæder øjnene. Selvforsynende bliver vi aldrig, men det er heller ikke pointen. Det er hele 'fra jord til bord' tanken der er det væsentlige. At vi er med hele vejen og følger processen med tålmodighed. Sådan da...

Jeg har opdaget i hvor høj grad haveliv handler om rutiner og struktur. To ting der ikke har været min stærke side i mange år. Ja, stort siden vi flyttede ind, fordi mit arbejdsliv kort efter ramlede på grund af sygdom og årevis med stress fulgte efter i håb om at genskabe et arbejdsliv igen. Endnu en årsag til mit manglende fokus på haven. Nu føles det som jeg starter helt forfra. Jeg skaber mig et arbejdsliv i min have, men jeg skaber meget mere end det.
Haven er et godt sted at genopbygge rutiner og strukturer. Der er planter, der skal gødes og vandes, ukrudt der skal fjernes, afblomstrede blomster der skal klippes af så nye kan vokse ud. Græs der skal slås. Og sådan kunne jeg blive ved. Nogle dage er min rutine bare at være ude i haven uden formål. Min langtids-stressramte hjerne magter ikke altid så meget og selvom jeg har tendens til at blive frustreret over, at jeg tit er for træt til at foretage mig noget 'nyttigt' i haven, tænker jeg det samtidig er en god måde at lære at acceptere, at jeg er hvor jeg er lige nu og nyde det der er.

Jeg har derfor også brugt en del krudt på at indrette gode steder til pauser i haven. Længe leve genbrug og tak til de af mine naboer på vejen, der ikke længere ville have deres havebænk og fletstole. Nu har jeg lavet en hyggekrog på terrassen, som også min datter har taget til sig. Man kan sidde der i al slags vejr. Pauser er vigtige. Især for en stressramt hjerne som min. Og så er vi tilbage til udgangspunktet for indlægget her. At jeg ligner min mor mere og mere. Hun flyttede på landet, da jeg var flyttet hjemmefra og her boede hun i 18 år og dyrkede egne grøntsager og skabte den mest vidunderlige staudehave. Hun har i mange år vidst, hvad jeg kun er ved at opdage nu. At det er i haven - stor eller lille have, by eller land - at livet udfolder sig for alvor. Det er her man finder hele livets gang på mikroplan. Det er her man finder glæde, ro, skønhed, undren, udvikling, afvikling, frustration og ikke mindst accept. Det er her fødsel og død finder sted i evig vekselvirkning. Måske det kan hjælpe een som mig til at lære at leve med mit sentimentale sind, der ikke bryder sig om forandring og som hader tanken om, at dét som var ikke kommer igen. For måske kommer det alligevel igen, på sin egen måde. I sin egen form. Der kommer altid en sommer til, ikke identisk med den forrige, men lige så berigende. Det kan godt være det er tissekoldt i år, men det gør jo ikke sommeren og haven mindre smuk. Jeg tror faktisk jeg lige vil gå ud og se hvad der er sket siden i morges....