torsdag den 25. juni 2015

Noget om fugle og ting man havde glemt man havde

Jeg er begyndt at fodre fuglene i min have. Eller måske skulle jeg hellere skrive, at jeg er begyndt at lægge mad ud til fuglene med det resultat, at min have nu er invaderet af fugle. På den gode måde. Ikke på Hitchcock-måden. 
Min fuglekyndige veninde fortalte mig for nylig, at man sagtens kan fodre fuglene året rundt og det gav mig ligesom blod på tanden. Jeg har brug for rutiner, så det der med kun at fodre i vinterhalvåret - og huske det - har ikke fungeret for mig. Nu starter jeg morgenen med at lægge nogle håndfulde frø ud i fuglefoderhuset og der går ikke mange øjeblikke før en flok gråspurve har indtaget platformen. Forleden morgen tog jeg mig selv i at sidde en lille time og kigge ud på mylderet på foderhuset.

Det er sjovt at opdage værdien af ting, man hele tiden har haft. Jeg tænker her på foderhuset, men også den tykke bog om danske fugle, som min mor forærede os samtidig med foderhuset, da vi flyttede ind for 8 år siden. Jeg har kigget i den fuglebog 3 gange i alle de år. Og jeg har godt nok flyttet meget rundt på fuglefoderhuset gennem årene og tænkt det var lidt i vejen. Ak ja, man bliver klogere.
Nu sidder jeg og kigger derud igen. Lige før tror jeg, at jeg så en sortmejse. Eller var det en musvit? Jeg har virkelig svært ved at skelne, for de sidder jo ikke stille ret mange sekunder ad gangen. Jeg slår op i den nyopdagede fuglebog og synes det er lidt unfair, at de skriver det er 'let at kende' en musvit. For forfatterne måske, ja, som har brugt årevis på at studere fugle, men ikke for en nybegynder som mig. 
Nu er jeg jo næsten også nødt til at anskaffe mig en kikkert....

Gråspurvene hopper lystigt rundt i hele haven og om lidt kaster de sig nok over ribsene og solbærrene bagerst i haven. Det er ok, men jeg håber vi kan lave en aftale om, at min familie og jeg så får hindbærrene og blåbærrene. I fuglekataloget fra Vivara, som jeg fik med fra min veninde, står der, at det er vigtigt at fuglene har adgang til frisk vand. Vand skal der til, mine havefugle skal ikke mangle noget. Det er aldrig for sent at blive fugleentusiast. Jeg googler fuglebade og får kaffen galt i halsen. +500 kr for et granit-fuglebad? Jeg forsøger mig med en underskål, sat ovenpå en omvendt urtepotte. Kønt er det ikke og jeg leder forgæves efter andre løsninger for at tilfredsstille mit æstetiske blik. Fuglene er nok temmelig ligeglade. En enkelt gråspurv sætter sig og snupper et par slurke vand. Jeg venter utålmodig på, at de andre gråspurve vil kaste sig taknemmeligt over vandet, men der sker ikke rigtig noget. 

Det er dét der er med den natur. Man må væbne sig med tålmodighed. Nok kan man hjælpe naturen, men man kan ikke forcere tingenes gang. Og det er jo lige præcis dét, der er så fantastisk ved at være haveejer. Der er noget her, der er større end mig. Lige uden for min terrassedør. Det giver en ro at vide, at jeg kan være nok så entusiatisk, men det er naturen der bestemmer her. Ikke mig. Jeg må bare indrette mig efter naturens eget tempo. Men et ordentligt fuglebad skal jeg nu stadig have. (Og efter jeg skrev indlægget færdigt, fandt jeg faktisk et granit-fuglebad fra Silvan, der var til at betale. Og jeg har allerede set gråspurvene muntre sig i vandet og den knap så intelligente due skide i selvsamme vand. Naturen har også sine egne tosser....)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar