onsdag den 24. juni 2015

Noget om stress og haveliv


'Du minder mere og mere om mormor'. Ordene kommer fra min datter. De falder typisk, når jeg står og kigger ud af stuevinduet og taler begejstret om, at der nu er mindst syv små fugle på foderbrættet. Eller når jeg prøver at dele min glæde over alle de blomster, der efterhånden er i haven. Hun har ret, min datter. Jeg minder mere og mere om min mor. Og heldigvis for det. Jeg har opdaget de små glæder i hverdagen. Måske er det alderen. Jeg er 42 år. Midtvejs i livet. Måske er det de mange års stress der endelig resulterer i noget konstruktivt: at sætte pris på de simple ting i livet. Måske er det en reaktion på den højteknologiske, digitale tid vi lever i. Faktum er i hvert fald at jeg er begyndt at interesse mig for alt det nære i naturen. Min have er på een gang blevet mit refugium, mit udendørslaboratorium og min legeplads. Jeg bliver stadig barnligt begejstret når jeg lægger frø i jorden og der kommer små spirer op, der bliver til blomster eller grøntsager. Og jeg forundres, når jeg om morgenen kommer ud og ser, at andre spirer er blevet spist, før livet for alvor nåede at udfolde sig for dem - men synderen er forsvundet. Er det snegle, der har været på rov? Larver? Fugle?

Jeg har været haveejer i præcis 8 år i går, d. 23. juni. De første mange år har min have bare været et ukendt land for mig. For det første bar den helt klassisk præg af at været tilgroet med buske og træer, der havde set bedre dage. Vi overtog hus og have fra en afdød ældre dame, der havde boet i huset siden det blev bygget i 1943. Hun havde været havemenneske, men haven bar præg af, at hun ikke havde haft kræfter til at passe haven, de sidste år inden hun døde. For det andet kunne jeg slet ikke overskue haven, for der var rigeligt at gøre indendørs. Vi fejrede overtagelsen med vand i kælderen i forbindelse med et skybrud, få timer efter vi havde overtaget nøglerne til huset. 


Først for et par år siden begyndte jeg at bevæge mig ud i haven med det formål at foretage mig noget derude. Og det var små spæde skridt jeg tog. De første år forsøgte jeg mig med krukker på terrassen. Jeg vandede dem som vinden blæser og de fleste overlevede ikke en sommersæson og jeg forstod reelt ikke hvorfor. Jeg lod desuden alt gro i jorden, fordi jeg ikke kunne kende forskel på ukrudt og blomster.
Men sidste år tog haveeventyret fart, da vi købte genboens brugte drivhus og satte det op i vores egen have. Siden da er der sket en del. Vi startede fx ud med 9 tomatplanter i det lille drivhus sidste år (plus det løse såsom chiliplanter). Det var lige i overkanten. I år har vi 3 tomatplanter og udbyttet ser ud til at blive det samme som sidste år. Man lærer hele tiden...

Det lå ikke i min opvækst, at jeg skulle blive havebegejstret. Jeg er vokset op i København det meste af mit liv. Ind til for få år siden dækkede jeg mig ind under det brede begreb 'forårsblomster', når krokus, vintergækker og andet godt piblede op af jorden i det tidlige forår.
I dag ved jeg mere. Jeg ved også, at der så umådelig meget, jeg stadig ikke ved noget om, når det gælder haver. Ja, når det gælder alt her i livet. Men især haver.

Vi fik penge tilbage i skat i år og vi kunne have taget på en dejlig ferie, betalt kassekreditten ned eller malet hele huset indvendig, men vi har prioriteret anderledes. Pengene ligger i haven. Altså ikke i bogstaveligste forstand, men i form af buske, stauder, højbede, krukker, jord. Det er dyrt at opdage havelivet...

Til gengæld er det den bedste investering, vi har gjort længe. Udbyttet kan måles i blomster, krydderurter og gulerødder. I summende bier, duftende roser og smukke former og farver, der glæder øjnene. Selvforsynende bliver vi aldrig, men det er heller ikke pointen. Det er hele 'fra jord til bord' tanken der er det væsentlige. At vi er med hele vejen og følger processen med tålmodighed. Sådan da...

Jeg har opdaget i hvor høj grad haveliv handler om rutiner og struktur. To ting der ikke har været min stærke side i mange år. Ja, stort siden vi flyttede ind, fordi mit arbejdsliv kort efter ramlede på grund af sygdom og årevis med stress fulgte efter i håb om at genskabe et arbejdsliv igen. Endnu en årsag til mit manglende fokus på haven. Nu føles det som jeg starter helt forfra. Jeg skaber mig et arbejdsliv i min have, men jeg skaber meget mere end det.
Haven er et godt sted at genopbygge rutiner og strukturer. Der er planter, der skal gødes og vandes, ukrudt der skal fjernes, afblomstrede blomster der skal klippes af så nye kan vokse ud. Græs der skal slås. Og sådan kunne jeg blive ved. Nogle dage er min rutine bare at være ude i haven uden formål. Min langtids-stressramte hjerne magter ikke altid så meget og selvom jeg har tendens til at blive frustreret over, at jeg tit er for træt til at foretage mig noget 'nyttigt' i haven, tænker jeg det samtidig er en god måde at lære at acceptere, at jeg er hvor jeg er lige nu og nyde det der er.

Jeg har derfor også brugt en del krudt på at indrette gode steder til pauser i haven. Længe leve genbrug og tak til de af mine naboer på vejen, der ikke længere ville have deres havebænk og fletstole. Nu har jeg lavet en hyggekrog på terrassen, som også min datter har taget til sig. Man kan sidde der i al slags vejr. Pauser er vigtige. Især for en stressramt hjerne som min. Og så er vi tilbage til udgangspunktet for indlægget her. At jeg ligner min mor mere og mere. Hun flyttede på landet, da jeg var flyttet hjemmefra og her boede hun i 18 år og dyrkede egne grøntsager og skabte den mest vidunderlige staudehave. Hun har i mange år vidst, hvad jeg kun er ved at opdage nu. At det er i haven - stor eller lille have, by eller land - at livet udfolder sig for alvor. Det er her man finder hele livets gang på mikroplan. Det er her man finder glæde, ro, skønhed, undren, udvikling, afvikling, frustration og ikke mindst accept. Det er her fødsel og død finder sted i evig vekselvirkning. Måske det kan hjælpe een som mig til at lære at leve med mit sentimentale sind, der ikke bryder sig om forandring og som hader tanken om, at dét som var ikke kommer igen. For måske kommer det alligevel igen, på sin egen måde. I sin egen form. Der kommer altid en sommer til, ikke identisk med den forrige, men lige så berigende. Det kan godt være det er tissekoldt i år, men det gør jo ikke sommeren og haven mindre smuk. Jeg tror faktisk jeg lige vil gå ud og se hvad der er sket siden i morges....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar