fredag den 26. juni 2015

Noget om studenterkørsel og drømme


Slutningen af juni er studentertid. Det vrimler med studenter overalt. Først ser man en enkelt studenterhue her og der, og pludselig er de alle vegne, de stolte unge mennesker med hvide huer - lidt som dronningebuskene, der lyser op i landskabet i samme periode. Studentertid er også refleksionstid. Måske ikke for studenterne selv, der ofte ligger i sprit i den periode, men så for os andre der har været der engang. De første år efter jeg blev student, havde jeg stort behov for at lægge distance til studentertiden. Nu var jeg jo ude ovre den tid selv. Jeg var blevet voksen. Så synet af studentervogne var i de år forbundet med en vis hovéren. 'Nårh, de er først lige blevet studenter. Ja det har vi andre jo været i to år'. I dag hvor jeg er i 40'erne ser jeg på tiden med lige dele nostalgi, lettelse og overbærenhed. Studentertiden er kort, intens og næppe som nogen anden tid, der kommer senere i livet.


Det bedste ved selve dagen, hvor vi kørte rundt i studentervognen, var selve køreturen. Det at være på vej. Det var sjovt at stå bagved i lastbilen og råbe og synge og vinke til forbipasserende biler. På det område ser det ud som om nogle ting ikke har ændret sig i dag. Og det var sjovt at ankomme til et sted og tage afsted igen. Men at nå til endemålet og festen for natten husker jeg ikke som noget særligt. Jeg husker faktisk, at vi var et par stykker, der tog fra festen i Dragør tilbage til Indre by i København og endte på et lidt tamt værtshus med nogle lidt for voksne typer, der spyttede i deres vinglas og slet ikke var høje på livet som os studenter. Og det var så den dag. Der var festerne de efterfølgende dage, men det var klart dén køretur, der var højdepunktet. Det var der hvor følelsen af alt kunne ske var stærkest. 

Og nu kører de der så igen, studenterne. Jeg trykker på bilhornet og vinker op til dem, når jeg passerer dem på vejen, som om vi har noget sammen dér. Jeg var der engang. De er der nu. Men de glade studenter er i deres egen verden og vinker måske mest af alt til deres eget spejlbillede i mig. Et billede af forventninger, håb og drømme. Det er også ok. Tænk hvis de så, at de faktisk vinker til mennesker, der er på vej på arbejde, på vej hen og hente børn inden institutionen lukker, på vej til hospitalet for at få besked om dén biopsi, på vej til sølvbryllup. Eller begravelse. På vej videre i hverdagen og livet. Det man for en kort stund som student kan distancere sig fra og bilde sig ind at verden vitterlig ligger fuldstændig åben, at alt er muligt. Om ikke andet end for en kort stund i studentervognen. Så jeg fortsætter med at trykke hornet i bund og vinke op til dem, når jeg ser dem, så de kan drømme videre, for drømme er vigtige.  Også selvom de langt fra altid bliver indfriet eller går i opfyldelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar