fredag den 11. marts 2016

Plads til begejstring...eller hvad?

Noget om kunsten at lade sig begejstre 'med måde'

En skøn forårsfredag med blå himmel må lokke begejstringen frem i de fleste. Jeg er næppe alene om at nærmest hoppe af glæde, når jeg bevæger mig udenfor. Mere præcist i min elskede have. Jeg har oveni lige haft en rigtig god video-samtale, som vækkede en hengemt arbejdsbegejstring i mig. Det hele pibler frem, både i min have og mit hoved og jeg bliver så begejstret og ivrig, at der ikke går ret lang tid før jeg mærker, at det tipper over og pludselig føles belastende at være så begejstret. For det er som om det bare hober sig op i mig, jeg vil alt for meget på én gang, jeg ender med hverken at kunne fokusere eller vælge og til sidst bliver jeg træt, måske endda mut. Men især træt. Så meget begejstring og så kort tid at nyde den i. Jeg ender med at fundere over selve begrebet begejstring. Hvad ligger der egentlig i det? Noget af det jeg i min studietid som lærer holdt mest af var vores fænomenologiske samtaler i kristendom. Vi kunne fx undersøge begrebet begejstring. Hvad betød det? Det blev en slags rejse ind i et begrebs dna. Og en abstrakttænkende hjerne som min savlede over den slags samtaler. Jeg savner de samtaler, men holder dem mest med mig selv i dag, faktisk nok for at tøjle min sårbare begejstring.

En søgning på nettet på ’begejstring’ fører mig hurtigt frem til ’Borgerlyst’ – et projekt af to initiativtagere der i 2010 søsatte et borgerdrevet projekt med begejstring og engagement som omdrejningspunkt inden for alle lokalt forankrede områder. Et projekt der sidenhen har forgrenet sig i nye begejstrings-initiativer, kan jeg læse mig til på deres hjemmeside.

Begejstring var på mange måder nok et fy-ord under finanskrisen. En slags drøm de færreste havde råd til at prioritere, fordi livet pludselig handlede om overlevelse. Vi kom fra en økonomisk begejstringskultur og skulle redefinere dén begejstring, fordi samfundsøkonomien pludselig var radikalt forandret. Og ikke overraskende har det været uafhængige initiativer som fx Borgerlyst, der turde sætte fokus på, at et samfund er nødt til også at bygge på begejstring for at kunne udvikle sig. En ikke-økonomisk begejstring med rødder i ’humanistisk rigdom’ kunne man vel kalde det. Selv var jeg meget optaget af at studere leg i de år. Set i bagspejlet har dét vel også været en måde dykke ned i begrebet begejstring. Det der virkelig skaber glæde.

Så jagten på begejstring fylder altså meget de her år. Om vi er der i praksis ved jeg ikke. Mere end nogensinde flyder de sociale medier over med noget der signalerer begejstring. Smukke billeder af alt her i tilværelsen, redigeret med det rigtige filter. Jeg er selv meget begejstret for de muligheder sociale medier giver, jeg fristes dog til at påstå, at vi er i fare for at reducere begejstring til et smukt stilleben, et færdigt resultat. Men begejstring må og skal være mere end æstetik. Begejstringen ligger også i processen og i deltagelsen. Det bør den gøre. Men deri ligger faren måske også...
Jeg har været involveret i flere frivillige projekter, der i høj grad har været baseret på begejstring. Faktisk er det som om at jo færre penge der har været i et projekt, jo større behov for begejstring for at holde dampen oppe. Især i kølvandet på finanskrisen. Hvor der var begejstring var der vej. Jeg har i den forbindelse helt klart erfaret, at begejstring kan være en hæmsko. Den kan gøre det svært at sige nej, holde igen, acceptere nederlag eller modstand. Især hvis man som jeg har en evne til at blive virkelig begejstret.

Min videre søgning på nettet om begejstring bringer mig nemlig til arbejdsmiljøforskning.dk, hvor man forsker i ’Stressforebyggelse i videnarbejdet – mellem begejstring og belastning’. Ah...så det er altså ikke bare mig, der er i fare for at gå hurtigt fra den ene yderlighed til den anden. Det er måske ligefrem begejstringens skyggeside. Og når man som jeg har en hjerne, der er varigt påvirket af langvarig stress, ja så giver det jo endnu bedre mening at vejen fra begejstring til belastning er så kort.
Jeg har søgt rigeligt for i dag. Og endda kun skimmet de to hjemmesider hurtigt. Jeg er begejstret over al den spændende viden jeg har lyst til at dykke videre ned i, men mærker belastningen allerede efter en halv times søgning. Det stemmer godt overens med, at jeg for nylig aftalte med mig selv, at den viden jeg primært opsøger fremadrettet skal være hands-on brugbar. Dvs at den kan omsættes til viden om hvordan man fx beskærer roser, porcherer et kyllingebryst eller lign. Ikke-konkret viden hober sig nemt op i mit hoved, der ofte føles som en overfyldt gammel harddisk. Og bliver dermed til en belastning. Det er en balance jeg stadig arbejder på at finde...


Jeg ved ikke præcis hvor jeg vil hen med det her, måske er det bare min måde at føre en samtale med mig selv om begrebet begejstring. En samtale, der ikke behøver klare pointer eller konklusioner. Udgangspunktet var, at jeg var ved at snuble i min egen begejstring og havde brug for at stoppe op og få styr på mine tanker for at undgå den drændende belastningsfølelse. Og nu går jeg så ud i min have igen med ny, men tøjlet begejstring.